Tisvilde Hegn Orienteringsklub tilbyder træning både mandag, tirsdag, torsdag og fredag!

Træningerne er meget varierede, og der er noget for enhver smag.

Til træningerne er stort set alle aldre repræsenteret, og du kan deltage, lige meget hvilket niveau, du er på. Så tag gerne hele familien med!

ALLE ER VELKOMNE TIL ALLE TRÆNINGER

Du kan altid følge med i, hvilke træninger der er, og hvornår og hvor de foregår, ved at klikke ind på vores Kalender. Du behøver ikke tilmelde dig på forhånd.

Mandag: Styrketræning

Mandag står den på styrketræning i idrætshallen på Sankt Helene skole i Tisvilde. Vi starter som regel med en god gang indendørs hockey for at varme kroppen op og få lidt sved på panden. Derefter går vi i gang med styrketræning, hvor der er rig mulighed for at udfordre sig selv og hinanden i forskellige øvelser der træner hele kroppen! Vi arbejder uden vægte, og målet er at blive bedre løbere og at forebygge skader.

Udstrækning er også en del af træningen, så man undgår ømme muskler. Meeen vær dog forberedt på at kunne mærke træningen dagen efter 😉

 

Mødetid: 17:15 – 19:15

Mødested: Sankt Helene skole, afd. Tisvilde

17:15 – 18: Opvarmning med hockey

18 – 19:15: Styrketræning for hele kroppen

Tirsdag: Orienteringsløb

Tirsdag er der teknisk træning, hvor vi løber orienteringsløb. Der vil typisk være et teknisk moment vi træner, som fx kurver, ledelinjer og vejvalg.

Der er mulighed for at løbe forskellige sværhedsgrader: begynder, let, mellemsvær og svær. Banerne er mellem 2 og 8 km, og det foregår både på stierne og i terrænet, så der er gode muligheder for at udfordre sig selv.

Hvis du er helt ny i sporten, kan du få en ”skygge” med rundt i skoven. En ”skygge” er en erfaren løber, der løber med dig rundt i skoven og vejleder og instruerer dig. For dig er sværhedsgraden ”begynder” oplagt, for her står poster hovedsageligt på stierne. Men det er også muligt at starte på andre niveauer.

Så om du er gammel og garvet, ung og uovervindelig eller helt ny i sporten, er der noget for dig!

Mødetid: 17:30

Mødested: Varierer fra gang til gang, tjek vores kalender, og find ud af, hvor det afholdes næste tirsdag.

Torsdag: Intervaltræning

Torsdag løber vi intervaller. Først jogger vi ca. 2 km ud i skoven, og efter en kort pause begynder intervallerne. Det kan fx være hurtigt løb i 2 minutter op ad bakke, derefter 1 minuts pause og så 2 minutter i fuld fart ned ad bakke – og den øvelse gentager vi så et vist antal gange.

Til intervallerne bliver du presset til det yderste, og der vil ofte være nogen på dit eget niveau, som du kan løbe og konkurrere med for at få optimalt udbytte af træningen.

Hvilke slags intervaller vi løber, varierer fra gang til gang.

Mødetid: 17:30

Mødested: På p-pladsen bag Frederiksværk Kirke

 

 

 

 


Fredag: Hegnsjoggerne

Hegnsjoggerne er træning for de gamle og garvede. Det er orienteringsløb med forskellige momenter fra gang til gang.

Mødetid: 10:00

Mødested: Varierer fra gang til gang, tjek vores kalender, og find ud af, hvor det afholdes næste fredag.

 

 

 

 

Se også under “Åbne løb”, “Karuselløb” og “Løb i udlandet”, som ikke er i kalenderen.

På gensyn i skoven!