I Tisvilde Hegn Orienteringsklub elsker vi at løbe i skoven med kort og kompas. Vi træner i skovene omkring Helsinge, Frederiksværk, Græsted, Fredensborg og Hillerød, og hver uge er der nye baner at prøve kræfter med. Hver gang er der baner i forskellige sværhedsgrader, så du kan være med, uanset om du er øvet eller begynder.

Der sker altid noget i Tisvilde Hegn Orienteringsklub. Ud over træningerne i orienteringsløb har vi hockey og styrketræning, intervaltræning og klubaftener. Desuden tager vi til stævner rundt om i landet, og hvert år har vi en klubtur til udlandet, hvor vi løber i et terræn, der er meget anderledes end de nordsjællandske skove.

Vi er ivrige efter at fortælle om vores sport, og har du lyst til at prøve, hjælper vi dig meget gerne i gang.

Her er plads til alle, både unge og gamle, begyndere og verdensmestre, og alle midtimellem.