I weekenden var THOK på en rigtig hyggelig klubtur til Møn. Her blev hygget, hilst på gamle og nye klubmedlemmer, spist god mad og quizzet. Om søndagen tog vi videre ud til Klinteskoven, hvor vi skulle dyste mod Holbæk, AMOK og Ballerup. Det blev til nogle hårde ture med rigtig mange højdemeter, men alle kæmpede super flot. Resultatet blev også derefter – vi kunne slutte dagen med en sejr over alle 3 modstanderklubber. Nærmeste konkurrent var Ballerup, som vi slog med 7 point. Det viser endnu en gang hvor vigtig hver eneste løber er, uanset alder og niveau. THOK-bamsen gik til Lotus og fighter-pokalen fik Amanda hjem på hylden.
Mens resten af klubben var på Møn, var Agnes, Ida og Emil taget til EM i Litauen. Her blev der løbet i tætte skove mod Europas bedste orienteringsløbere. Løbene blev sendt live på DR, og her kunne vi bl.a. følge Agnes løbe sig ind som nr. 11 på både mellemdistancen og langdistancen. Hun var dermed bedste dansker på begge etaper. I den afsluttende stafet så det længe ud til at Agnes’ hold skulle hjem med medaljer om halsen, men i et hårdt felt sluttede de på en 5. plads, blot 19 sekunder fra bronzemedaljerne.
Udsendelserne kan genses her: https://www.dr.dk/drtv/saeson/em-orienteringsloeb_623275

























































